Uden for en lille jysk by tvinges beboere til at tåle, hvad resten af landet nægter: »Det er os, der er frihedsberøvede«

På gruspladsen rundt om Finn Grønbæk Pedersens gård har han selv leget som barn. Det samme gjorde hans egne børn, da de var små. Men er han heldig selv at få børnebørn en dag, skal de ikke lege her. »Ikke med det dernede,« siger Finn Grønbæk Pedersen og peger mod syd. 500 meter fra hans barndomshjem uden for den lille midtjyske by Bording ligger Udrejsecenter Kærshovedgård – stedet, hvor udlændinge uden lovligt ophold siden 2016 er blevet indlogeret med det formål at få dem til at rejse tilbage til deres oprindelsesland. Nogle af dem er afviste asylansøgere. Andre er kriminelle og dømt for alt fra tyveri til voldtægt og terror. Forinden var Kærshovedgård et åbent fængsel og dermed opholdssted udelukkende for kriminelle, der afsonede en dom. »Dengang var vi trygge. Det er vi ikke længere,« fortæller Finn Grønbæk Pedersen. Og sådan er der flere, der har det. Ikast-Brande Kommune, hvor Bording ligger, er blandt de kommuner i Danmark, hvor livet er mest utrygt. Det viser den nyeste tryghedsmåling fra Justitsministeriet, hvor utrygheden kun overgås af kommunerne Albertslund, Ishøj, Høje Taastrup og Brøndby. De fire hovedstadskommuner er de fire kommuner i Danmark, hvor den største andel af befolkningen består af indvandrere og efterkommere, viser tal fra Danmarks Statistik. Spørger man politiet, skyldes utrygheden i Ikast-Brande Kommune Udrejsecenter Kærshovedgård. 83 procent af borgerne fra Ikast-Brande Kommune angiver i målingen, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Vi – to Berlingske-journalister, hvoraf den ene selv er fra Bording – har tilbragt tre dage i byen tæt på Kærshovedgård. Målet er at undersøge, hvordan det påvirker et lille landsbysamfund, når landets udlændingepolitik bliver gjort til et lokalt problem. Dette er første kapitel i artikelserien »Byen, der har fået nok«. Hør første afsnit af Berlingskes nye podcast, »Byen, der fik nok«, der går helt tæt på borgerne i Bording og fortæller, hvad det betyder, når national udlændingepolitik bliver til en lokal hovedpine. »Det er os, der er frihedsberøvet« Finn Grønbæk Pedersen har levet det meste af sit 52 år lange liv på slægtsgården i Midtjylland. Her driver han og storebroren Kaj et landbrug på 140 hektar jord med 450 malkekøer. Siden han og Kaj overtog landbruget efter deres forældre i 1995, har de alle sammen boet på matriklen med deres respektive familier. Finn, Kaj og forældrene i hver sin villa ved siden af hinanden. Det troede Finn Grønbæk Pedersen egentlig, at han og konen skulle blive ved med at gøre, til den dag de skulle på plejehjem. Men siden udrejsecentret blev etableret, har det ændret sig. »Det her er slet ikke det samme sted mere. Før kunne vi gå frit, og jeg var ikke utryg ved, at mine piger gik selv. Nu skal de blive på matriklen, og skal de væk, skal jeg køre dem,« siger Finn Grønbæk Pedersen og tilføjer: »Det er os, der er frihedsberøvede. Ikke dem.« Med »dem« mener Finn Grøbæk Pedersen beboerne på Kærshovedgård. Logisk set ved han godt, at det ikke er alle beboerne på centret, der udgør nogen form for trussel for lokalområdet. »Men jeg kan jo ikke se forskel på, hvilke personer der er dømt for vold, og hvem der ikke er,« siger han. Og dem er der en del af. I alt 68 domme for vold fordelte sig således på de 217 beboere, der 13. marts i år var indkvarteret på centret. Selv har Finn Grønbæk Pedersen aldrig oplevet konkrete tilfælde, hvor nogen fra centret har forsøgt at gøre ham eller hans familie ondt. Men nogle få gange har han kunnet se på sit overvågningskamera, at nogle beboere har været inde på hans ejendom. Finn Grønbæk Pedersen frygter det værste. »Det kan godt være, at det er mig, der ser spøgelser. Men jeg vil ikke have, at mine døtre skal være prøveklude,« siger han. Kort tid efter udrejsecentrets åbning blev en af Finn Grønbæk Pedersens to døtre ifølge ham »passet op« af en beboer i bil. Beboeren var kørt op på siden af datteren, som var på vej til Bording på cykel. Med vinduet rullet ned skal beboeren ifølge Finn have råbt både »luder« og »tøs« til datteren. Efter det har ingen af hans piger fået lov at cykle alene ind til byen. »Vi har taget vores forholdsregler. Min mor tør heller ikke cykle alene herude mere. Hun skal have min far med,« siger Finn Grønbæk Pedersen. Siden de første udlændinge flyttede ind på Kærshovedgård, har Finn Grønbæk Pedersen fire gange oplevet at få cykler stjålet fra ejendommen. Hver gang har han kunnet finde dem på Kærshovedgård. Fremmed i sin egen baghave 300 meter øst for Kærshovedgård bor Ole Tranberg og hans kone, Birgit, som de tætteste naboer til udrejsecenteret. Ligesom Finn Grønbæk Pedersen har Ole Tranberg oplevet, hvordan det sted, han har kendt hele livet, pludselig er blevet et andet. »I min barndom har vi aldrig låst døren. Nøglen sad i bilen, for så vidste man, hvor den var. Vi følte, at det her var det sikreste sted at bo,« siger Ole Tranberg. Da han først fandt ud af, at fængslet ville blive et udrejsecenter, begyndte han at undersøge, hvordan det kan risikere at påvirke nærområdet. »Da jeg så den kæmpe debat og store opstandelse, som Sjælsmark (et andet og ældre udrejsecenter, der ligger på Sjælland, red.) havde skabt, så blev jeg urolig,« siger han. Ole Tranberg bestemte sig derfor for at købe et kilometerlangt hegn, som skulle forhindre de kommende beboere i at færdes på hans ejendom. Derudover anskaffede han sig en vagthund – en schæfer ved navn Don. I dag er Don ni år gammel, og Ole Tranberg og konen har stadig aldrig haft et indbrud – på grund af Don, tror de. Men utrygheden lever de fortsat med. »Et par gange har vi også haft sammenstød med beboere, hvor vi simpelthen ikke har kunnet få dem til at flytte sig. Så føler man sig virkelig fremmed på sin egen egn,« siger Ole Tranberg. Engang, da hans kone Birgit havde været i Bording og var på vej hjem i bil, kunne hun ikke komme forbi for en anden bil, der holdt på tværs af den skovvej, som er indkørselsvej til Ole og Birgits ejendom. Hun kunne ikke se nogen i bilen. Birgit dyttede. »Så kom to mennesker frem, jeg lige havde set hoppe over hegnet til udrejsecentret. De bankede på bilen, og det viste sig så, at der var én, der lå og sov i bilen,« siger hun. Birgit bad dem om at flytte sig, hvortil de svarede hende, at hun bare kunne køre udenom. Men omsider tog bilen afsted, og Birgit kunne køre hjem. »Det var først, da jeg kom ind ad vores port, at jeg kunne mærke, at det virkelig havde rystet mig,« siger Birgit. I alle de otte år, udrejsecenteret har ligget klos op af hans ejendom, har Ole Tranberg taget kontakt til medier og politikere i et forsøg på at sætte fokus på situationen rundt om centret. Men i lige så mange år er der ikke sket noget, og det har tæret hårdt på ham. For nogle år siden blev situationen for meget for ægteparret. Med Ole Tranbergs egne ord havde de behov for at kunne koncentrere sig om noget andet end bare Kærshovedgård. Derfor besluttede de sig for at købe en fleksbolig på Bornholm, hvor de nu tilbringer meget af deres tid. »Vi kan jo ikke kende forskel« En kilometer vest for udrejsecenteret bor Per Jacobsen med sin familie. Ligesom hos Finn Grønbæk Pedersen passerer man overvågningskameraer, når man kører ind på gårdspladsen. Kameraer, som alle er købt efter etableringen af Udrejsecenter Kærshovedgård. Her ser Per Jacobsen og hans familie jævnligt beboerne fra Kærshovedgård. Engang blev hans egen søn antastet af en beboer, som tog fat i bagenden på hans scooter, mens han kørte på den. På det tidspunkt var han 16 år. »De holdt scooteren i bagagebæreren og sagde »you need to help me«,« forklarer sønnen, Gustav Jacobsen, om sin oplevelse. Per Jacobsens datter har også en enkelt gang oplevet at stå af bussen fra skole, hvorefter hun mødte en beboer fra Kærshovedgård, som havde talt til hende »på det sprog, han nu kunne«. Hændelsen oplevede Per Jacobsen og hans datter som meget utryghedsskabende. Er det ikke muligt, at beboeren ikke havde dårlige intentioner og bare ville snakke? »Det kan godt være. Mange af dem fra centret er ganske flinke, og dem, vi ser ofte, hilser vi også på. Men vi er bange for dem derovre, der er dømt for vold. Og vi kan jo ikke kende forskel på dem og så de andre,« siger Per Jacobsen. På nabogården er deres dreng engang blevet truet med kniv af tre beboere, som mente, at han havde smadret ruderne på en af beboernes bil. Politiet har bekræftet episoden over for B.T. »Der er en del unge mennesker, der døjer med angst herude omkring centret. Og det har måske noget med det at gøre,« vurderer Per Jacobsen. I dag bliver hans egne børn kørt til alle deres fritidsaktiviteter. Per Jacobsen og hans hustru tør ikke længere lade dem cykle eller gå selv. Børnene spørger ikke hvorfor. Men Per Jacobsen fortæller dem heller ikke årsagen. Han vil ikke gøre dem mere bange, end de er i forvejen. Narkosmugling i skoven I den tid vi tilbringer i Bording, taler vi med flere af naboerne til Kærshovedgård. Flere historier går igen. De fleste har opsat overvågning og færdes ikke længere frit uden for deres grund. I alt tre beboere i naboområdet fortæller, at de har set sportstasker blive udvekslet eller poser blive gravet ned på forskellige grunde omkring centret. Finn Grønbæk Pedersen har selv set, hvad han synes lignede en narkohandel i skoven, der tilhører hans egen grund. »Fire beboere stod og kiggede ned i et åbent bagagerum. Vi tror ikke, det var tomater, der var i den.« Det er svært at vide, hvad der præcist er foregået. Men i sommeren 2023 kom det frem, at fem beboere fra Kærshovedgård var blevet anholdt og varetægtsfængslet for at have handlet med og nedgravet narkotika i en skov i nærområdet. I samme sag blev der fundet otte kilo kokain og heroin samt 700.000 kroner i kontanter, hvilket de tiltalte blev dømt for. Over for Berlingske erkender politiet, at der er en trafik af narko til og fra stedet. Tilbage står Finn Grønbæk Pedersen og resten af naboerne til udrejsecentret og føler, at det stadig er vanskeligt at overbevise andre om, at deres utryghed er reel. Ikke engang inde i Bording er der enighed om, hvorvidt naboernes historier er sande eller snarere et udtryk for deres egne fordomme over for udlændinge. »De tænker jo meget forståeligt, at det her ikke kan finde sted i Danmark. Men det gør det altså,« siger Finn Grønbæk Pedersen. Sidste sommer hørte han selv skuddet, da en beboer fra Kærshovedgård affyrede en pistol med sigtekornet pegende mod en anden beboer. Det var dråben. Han vil væk herfra. Siden maj 2023 har politikere på Christiansborg arbejdet på en kompensationsordning, der skal give de tre tætteste naboer til udrejsecentret muligheden for at få overtaget deres ejendom af staten. Sidste måned landede afgørelsen så. Finn Grønbæk Pedersen kan godt få sin gård solgt til staten. Men på grund af nogle EU-støtteregler kræver det ifølge Frihedsbrevet, at han samtidig »ophører med at drive virksomhed, ikke genoptager sin virksomhed eller bruger pengene til at starte en ny virksomhed i fremtiden«. For Finn Grønbæk Pedersen ville det ikke alene betyde, at han ikke længere må have et landbrug, hvor han har nu – han må heller ikke fortsætte sin virksomhed på de to andre gårde, han ejer ud over den ved siden af udrejsecentret. »Det er jo ingen løsning,« siger Finn Grønbæk Pedersen og fortsætter: »Christiansborg er ligeglade med os. Det er frustrerende, at vi ikke må få medindflydelse på vores eget liv – vi skal bare acceptere ting, som de er. Det er sådan nogle ting, man mærker i Udkantsdanmark. Ikke bare her, men også andre steder. At det er nemt at smide ting herover.« Har du en følelse af, at folkevalgte politikere er ligeglade med jer? »100 procent. Det her sted betyder nul for dem.« Det har ikke været muligt at få nogen tidligere dømte kriminelle beboere i tale. Hør Berlingskes nye podcast, »Byen, der fik nok«, der går helt tæt på borgerne i Bording og fortæller, hvad det betyder, når national udlændingepolitik bliver til en lokal hovedpine. https://www.berlingske.dk/politik/uden-for-en-lille-jysk-by-tvinges-beboere-til-at-taale-hvad-resten-af